Den faste bøjle består af brackets, som er de låse, der limes på hver enkelt tand, og buer, som forbinder låsene og får tænderne til at flytte sig.
Tilvænning
Det vil tage en uges tid at vænne sig til brackets på tænderne efter pålimningen. I denne periode kan man dække brackets med voks, hvis der ses rifter eller sår i kinder og læber. Ved behov kan ekstra voks hentes i receptionen.
Ømhed
De første 3-4 døgn bliver tænderne ømme. Man kan dæmpe ømheden ved at spise blød kost eller ved at tage almindelig smertestillende medicin f.eks. Paracetamol. Let ømhed kan forekomme igen, når bøjlen bliver strammet.
Spisning
Når man har fast bøjle, skal man helst undgå hårde og klæbrige fødeemner som f.eks. vingummi, karameller, bolsjer, slikkepinde og flæskesvær, idet brackets kan løsne sig. Det kan betyde, at behandlingen forlænges, fordi den berørte tand bliver skæv. Hårdt brød, frugt og grønt skal skæres i mindre stykker.
Renhold
Det er vigtigt at holde tænder og bøjle rene for at undgå huller i tænder og tandkødsbetændelse. Det er anderledes og tager længere tid at børste tænder med fast bøjle.
Du kan evt. se videoen ”Tandbørsteinstruktion fast bøjle” her.
Hvad gør jeg, his bøjlen går i stykker?
Kontakt klinikken i åben konsultation alle skoledage kl. 8.00 - 9.00.
Risici ved bøjlebehandling
Tændernes rødder kan blive forkortet med et par millimeter pga. behandlingen, dog har det ingen praktisk betydning. Nogle enkelte (1-5%) kan få en større forkortelse af tandrødderne. Derfor kontrollerer vi løbende med røntgenbilleder, om du er i risikogruppen.