Hvad er trøske?

Hos spædbørn og mindre børn kaldes svampeinfektion i munden for trøske. Spædbørn får ofte trøske. Hos nogle børn er det en uskyldig infektion, som barnet ikke mærker noget til. Andre børn har gener, når de spiser eller sutter.

Trøske viser sig i munden som hvide belægninger på tungen, i ganen og på den indvendige side af kinderne. Den kan indimellem brede sig til den udvendige side af læberne.

Trøske kan forveksles med mælkerester, som ofte ses som hvide belægninger på tungen. Hvis belægningerne kan skylles eller skrabes væk, er det ikke trøske, men mælkerester.  Trøskebelægninger sidder derimod fast.