Tandskifte

Tandskiftet begynder i 5-7 års alderen.

Mælketænderne bliver løse og falder ud, og herefter kommer de blivende tænder frem. Dit barn har i alt 20 mælketænder, som alle skiftes ud over de kommende år.

Samtidig med tandskiftet begynder 6-årstanden at bryde frem bagved de bagerste mælketænder. Det er den første blivende kindtand. Der kommer fire 6års tænder i alt, én i hver side af overmunden og undermunden.

I kæben under mælketænderne ligger de nye blivende tænder, som er under udvikling. Mælketændernes rødder bliver opløst, efterhånden som de nye tænder vokser. Til sidst falder mælketanden ud, når hele tandens rod er væk.

Nye tænder er længe om at bryde frem. Der kan godt gå flere måneder, før den nye tand kommer til syne. Nogle gange bryder de nye tænder frem ved siden af mælketænderne. Det ses ofte ved underkæbens fortænder, at en ny tand kommer bagved en mælketand. Her er der ingen grund til bekymring, da den nye tand presses frem af tungen og finder sin plads i kæben, når mælketanden er faldet ud.

Vi får i alt 28 blivende tænder. Det kan dog forekomme, at man mangler en eller flere tænder. Udover de 28, kommer der 4 visdomstænder – Det er dog ikke alle, der får 4 visdomstænder.

 

Ansvarlig redaktør: Jette Kristiansen