Medicin

Der er større risiko for udvikling af huller ved brug af medicin.

Skal jeres barn have medicin, f.eks. hostesaft eller penicillin, er det en god ide at vælge præparater uden tilsat sukker.
Til små børn gives medicinen lettest bagest i munden med en engangssprøjte, evt. samtidig med at barnet har sutten. Mange børn får ofte Movicol og astmamedicin.

Børst tænder og evt. tunge efter indtagelse af astmamedicin. Det er ikke tilstrækkeligt at skylle munden med vand. 

Movicol

Vær opmærksom på, at der er stor risiko for syreskader og huller i tænderne, hvis Movicolen blandes med saft, juice eller lignende, eller hvis der skylles efter med disse produkter. Derfor er det vigtigt, at der skylles meget grundigt med vand efter brug.

Astmamedicin

Astmamedicin kan påvirke mund og tænder. Der findes to typer astmamedicin: 1) forebyggende medicin – ofte med binyrebarkhormon og 2) anfaldsmedicin. Indeholder medicinen binyrebarkhormon, kan mundhulens bakterieflora ændres, og der er risiko for udvikling af svampeinfektion. Noget astmamedicin indeholder sukkerstoffer, fx glukose (druesukker) eller laktose (mælkesukker), som giver forøget risiko for huller i tænderne. En del af den medicin, barnet inhalerer, sætter sig som belægninger på tænder og tunge. På grund af medicinen kan mængden af spyt i munden være nedsat. Dette forøger også risikoen for udvikling af huller og svamp ved brug af astmamedicin.

Børst tænder og evt. tunge efter indtagelse af astmamedicin. Det er ikke tilstrækkeligt at skylle munden med vand.

Ansvarlig redaktør: Jette Kristiansen