Forkølelsessår

Forkølelsessår skyldes en infektion med Herpes simplex virus, som regel type 1. Den bryder oftest ud på overgangen mellem læbe og hud, men kan også ses i mundslimhinden og andre steder i ansigtet. Først kommer der blærer, og når de brister, kommer der sår.Når man først er smittet med herpes simplex virus, vil det være i kroppen hele livet. Rigtig mange er smittet uden at vide det, da ikke alle får udbrud. Hos de fleste ligger virussen blot i dvale.

Herpes virus bliver ofte aktivt og går i udbrud, hvis immunforsvaret svækkes. Det kan f.eks. være i forbindelse med kraftig forkølelse, stress, menstruation eller udsættelse for stærkt sollys.

Det er meget forskelligt, hvordan sygdommen opleves. Nogle mærker kun svage symptomer ved udbruddet, mens andre oplever utilpashed og en dunkende, sviende, kløende smerte.

Under udbrud er sygdommen meget smitsom, men i dvaleperioderne smitter man ikke.

Da Herpes virus overføres via spyt eller ved direkte berøring, kan vi på tandklinikken ikke tilbyde undersøgelse/behandling under udbrud. I så fald bedes du melde afbud og få en ny tid senere.

Ansvarlig redaktør: Jette Kristiansen