Delegation

Hjørring Kommunal Tandpleje arbejder med delegation.

Hvad er delegering?:

Delegering er at overdrage en bestemt arbejdsopgave til en anden faggruppe.

Hensigten er at benytte vores ressourcer bedst muligt.

Personalet, der får tildelt disse opgaver, har fået den nødvendige undervisning/oplæring til at udføre opgaven, og har stor erfaring på de forskellige uddelegerede områder. Det kan fx dreje sig om børsteinstruktion og lakeringer af tænder.

Tandlæge

En tandlæges vigtigste opgave er at diagnosticere, behandle og forebygge sygdomme i tænder, mundhule og kæber.

 Tandlægen undersøger tænder, tandkød og slimhinder samt kæber og kæbeled for sygdomme og vurderer om behandling er nødvendig. I forbindelse med undersøgelsen er der mulighed for at tage røntgenbilleder og prøver.

 Tandlægen laver tandeftersyn, tandrensninger og huller samt retter tænder. De forebygger og behandler sygdomme og lidelser i munden samt i tyggemuskler og kæbeled. De laver også mindre operationer i munden.

Tandplejer

En tandplejers vigtigste opgave er at forebygge tandsygdomme. Tandplejeren undersøger tænder, tandkød, slimhinder og kæber for sygdomme. Der stilles diagnoser og lægges den nødvendige plan for forebyggende og behandlende tandpleje. Er der huller i tænderne eller andre alvorlige problemer, som skal undersøges nærmere, henviser tandplejeren patienten til en tandlæge.

Udover undersøgelse tager tandplejeren røntgenbilleder, laver tandrensninger og forebyggende tandpleje på klinikken.  Fluor  Lakforsegling. Tandplejeren vejleder i kost og renhold af tænder.

Uden for klinikken har tandplejeren oplysende og forebyggende opgaver i form af undervisning i tandsundhed på skoler m.m.

Kliniske klinikassistenter

Kliniske klinikassistenter arbejder selvstændigt med patienter under uddelegering fra en tandlæge. Det er dem, der ser børnene, når de kommer ind til første besøg omkring 18 mdrs. alderen. De ser børnene igen til legemødebesøg, det første ”rigtige” tandlægebesøg, når børnene er ca. 3½ år. Desuden laver de forebyggende behandling, som skal forhindre huller i at opstå eller udvikle sig, f.eks. ved at behandle tænderne med fluor eller tandlak og/eller ved at vise, hvordan tænderne holdes helt rene.

Kliniske klinikassistenter har gennemgået en efteruddannelse på Tandlægeskolen i Århus, hvor de har fået den fornødne praktiske og teoretiske undervisning i at varetage uddelegerede opgaver. (undersøgelse og behandling af småbørn, foretage sundhedsvurdering og non-operative behandlinger, forebyggelse og sundhedsfremme samt vejledning af børn og forældre).

Klinikassistent

Klinikassistenten ordner instrumenterne og assisterer tandlægen under selve behandlingen. Ud over disse assisterende opgaver er der en række selvstændige arbejdsopgaver i forbindelse med patientbehandling.

De tager fx aftryk til studiemodeller og støber aftrykket ud i gips. De tager røntgenbilleder, de behandler forebyggende med fluor, og de kan også undervise i hjemmetandpleje samt orientere om kostvaner.

Det er også klinikassistenten, der bemander receptionen og sørger for at lave aftaler med patienterne.