Astmamedicin kan påvirke mund og tænder. Der findes to typer astmamedicin: 1) forebyggende medicin – ofte med binyrebarkhormon og 2) anfaldsmedicin. Indeholder medicinen binyrebarkhormon, kan mundhulens bakterieflora ændres, og der er risiko for udvikling af svampeinfektion. Noget astmamedicin indeholder sukkerstoffer, fx glukose (druesukker) eller laktose (mælkesukker), som giver forøget risiko for huller i tænderne. En del af den medicin, barnet inhalerer, sætter sig som belægninger på tænder og tunge. På grund af medicinen kan mængden af spyt i munden være nedsat. Dette forøger også risikoen for udvikling af huller og svamp ved brug af astmamedicin.
Børst tænder og evt. tunge efter indtagelse af astmamedicin. Det er ikke tilstrækkeligt at skylle munden med vand.